Vores Kultur
Rimsø-Kastbjerg Sogn kan måske beskrives som et lille område, men det er med et stort og mangfoldigt kulturliv.
I Rimsø har vi to kulturhuse; Rimsøhuset og Forsamlingshuset. Begge bidrager de med berigende, sjove og farverige arrangementer hele året rundt. Ligesom vores kirkerum også bruges til koncerter og kunstudstilling.
Rimsøhuset
Rimsøhuset er et kultur- og aktivitetshus, der blev dannet af en gruppe borgere i 2015. Sammen forvandlede de et nedlagt plejehjem til et mangfoldigt hus, der i dag rummer musik øvelokale, kreative værksteder, ateliers, billiard- og hyggerum, vævestuer, børnerum, og meget mere. Her bliver afholdt mange forskellige typer af arrangementer; foredrag, koncerter, fællesmad/madspild og Qi Gong. Alle er velkomne til at være med.
En del af Rimsøhuset er indrettet som Bed & Breakfast med 10 værelser. Alle kan de lejes ud, ligesom det også er muligt at leje festsal og storkøkken. Huset er drevet af frivillige og al indtjeningen går til driften af Rimsøhuset.
Rimsø Forsamlingshus
Vores forsamlingshus. Her afholdes fastelavn, fællesspisning og meget andet. Det er også muligt at leje forsamlingshuset, hvis du ønsker at holde fødselsdag, bryllup eller lignende.